Majasols blog!

Information

Smil til kameraet, andet bind i serien Min Søster Vampyren, skrevet af Sienna Mercer. Udgivet af forlaget Alvilda d. 6. april 2010, 190 sider. Originaltitel: Fangtastic!.

Resumé

Ivy er til sort goth-tøj, Olivia er cheerleader i pink. De blev skilt ved fødslen, men forenet igen, da Olivia flyttede til den lidt specielle by Franklin Grove. Her lever vampyrer fredeligt i skjul blandt mennesker. Olivia er det eneste menneske, der kender byens hemmelighed. Og hun har svoret aldrig at røbe noget til en levende sjæl.

Men nu har den berømte tv-reporter Serena Star fået færten af noget, og hun er farligt tæt på sandheden. Det bliver op til Olivia og Ivy at forsøge at stoppe Serena – hvis de da ikke vil se deres hemmelighed afsløret for hele verden på tv!

Min anmeldelse

Jeg havde en bedre ide om, hvad jeg gik ind til, da jeg satte mig til at læse bind to i serien Min Søster Vampyren. Serien er faktisk god nok – igen med forbehold til, at man er til Cathy Hopkins’ bøger. En af mine mindre familiemedlemmer som er bidt på bølgen med vampyrer, men som ikke er gammel nok til at læse Twilight Sagaen, er vild med den her serie.

Smil Til Kameraet starter ud med, at man får sit første glimt af den nye karakter Serena Star, som er en berømt journalist, der er fast besluttet på, at noget er helt galt i byen Franklin Grove. I forsøg på at få gravet frem i nogle hemmeligheder, sætter hun alle der arbejder på skoleavisen til at finde et godt og brugbart citat til hende, og vil som belønning være hendes assistent.

Hun er ved at få færten af, at der lever vampyrer i skjul, så Olivia og Ivy må tage affære med lidt hjælp fra deres venner. Men Ivys forsøg på at få fingerne i det bedste citat mislykkes, og nu har Serena Star fået store øjne for Ivy, og har derfor sat hendes nye assistent til at overvåge hende. Hvordan kan de dog stoppe Serena Star for at finde ud af sandheden, når Ivy bliver skygget?

Som forrige bog bliver der gjort meget ud af at blive husket på, at Olivia og Ivy er vidt forskellige typer, og det kan godt gå hen og blive en smule langtrukket at blive revet igennem samme jokes, dialoger og reaktioner for folk omkring dem, da Olivia og Ivy langsomt begynder at fortælle andre omkring dem, at de er tvillinger.

Plus, det med at de bytter lidt rundt på deres identiteter, er også gået hen og blevet lidt retro, da man også blev kørt igennem præcis det i første bog. Men det ser alligevel ud til at holde de lidt yngre læsere fast.

Alle bogens karakterer synes stadig at være tåget for både læseren og forfatteren, hvilket nok er det, der går mig mest på med denne serie. Jeg kom dog hurtigere igennem bogens mange dialoger, som er et tydeligt bevis på de mangelfulde personligheder, nok mest af viljestyrke end lyst, end jeg gjorde med første bog.

Men med tanke om, at det er en serie for yngre piger end jeg, kan jeg godt være sød mod serien. Så selvom jeg har lyst til at bryde ud i en hysterisk latter over de uoriginal og kedelige detaljer i bogen, så har det vel også sin charme.. et eller andet sted.

Information
Glass Houses, første bind i serien The Morganville Vampires, skrevet af Rachel Caine. Udgivet af forlaget NAL Jam d. 3. oktober 2006, 248 sider. Dansk titel: Ikke udkommet.

Resumé
Det er en lille college by fyldt med skæve karakterer. Men når solen går ned, kommer det dårlige frem. For i Morganville er der en ondskab der lurer i den mørkeste skygge – en der vil komme ud i dagens klare lys.

Den seksten-årigede Claire Danvers har fået nok af hendes mareridtsagtige kollegieværelse situation. De populære piger lader hende aldrig glemme præcis, hvor hun er placeret i skolen hieraki: et sted mindre end nul. Og Claire har virkelig ikke de rigtige forbindelser – til de levende døde som styre byen.

Da Claire finder et værelse i et imponerende gammelt hus, kan det ikke gå meget bedre. Hendes nye bofæller viser ikke mange tegn på liv. Men de vil passe på Claires ryg, når byen dybeste hemmelighed kommer kravlende ud, sultne efter frisk blod.

Min anmeldelse
Mit første indtryk af bogen var ikke godt. Den nærmest skreg “kast mig ud af vinduet, fordi min forside er så intetsigende”, og jeg overvejede det virkelig. Men så kom jeg i tanke om, at det var en biblioteksbog og slog øjeblikkeligt den tiltalende tanke ud af hovedet igen.

Claire er lige blevet fysisk overfaldet af de populære piger på hende college, og hun er nu fast besluttet på, at hun er det tid til, at hun finder sig et andet sted at sove om natten. Og det lykkes hende at finde sig et sted relativt hurtigt – nærmest et drømme værelse! Michael, Shane og Eva er hendes nye bofæller, og hun arbejder nu på at finde sig til rette idet nye hus.

Men det går hurtigt op for Claire at flere i huset kender til en hemmelighed, som hun ikke er en del af. Hun bliver skydeskive for en af deres bekendte, og hendes kamp mod gruppen af de populære pige viser sig, at være mere end hvad hun først troede.

Det jeg foretrækker mest ved bogen er, at den med det samme fjerner illusionen om at vampyrer er gode og sukkersøde. De bliver vist som magtbegærgige, og de ligefrem udnytter alle andre beboer i den lille by. Det er en befrielse også at se en, som tage den synsvinkel omkring det at være vampyr, og i forhold til de nuværende in vampyr-bøger, vælger at vende det til en dårlig ting. Listen over bøger, hvor vampyrer er gode, er uendelig, og man bliver mere husket, hvis man laver sin fortælling realistisk og ikke går hen og laver den for og de levende lykkeligt til deres dages ende-ish.

Men selvom at bogen på nogle punkter står ud, så er skriveriet ikke noget at blive begejstret over. Bl.a. besættelsen med gentagende gange at pointere, at vi altså befandt os i Morganville går hen og blev et kæmpe irritations moment, efter man er hundrede sider inde. Da man endelig tror, at man kan trække vejret og blive fri for at høre bynavnet igen, så dukker det skam op igen – hvis man nu skulle gå hen og glemme det.

Samtidig er jeg ikke videre imponeret over måden de forskellige karaktere er sat sammen på. De føles halvfærdige til tider, og Rachel Caine kommer tit til at blande de forskellige karakters personligheder sammen, og gør det til noget værre indviklet noget.
Claire synes dog at holde hele vejen igennem, men jeg synes ikke rigtigt, der er noget særligt for hende i hende overhovedet. Hun burde få sig nogle flere egenskaber, som hun ikke har tilfælles med en af de andre karakterer.

Plottet er noget som Rachel Caine har i sin hule hånd, og som får en til at holde fast, når man til tider får besværligheder med at overtale sig selv til at læse videre. Samlet klare bogen sig egentlig temmelig godt, selvom den har sine nedture, for spændingen i bogen fejler bestemt ikke noget.

Information

Deadly Little Secret, første bind i serien Touch, skrevet af Laurie Faria Stolarz. Udgivet af forlaget Hyperion d. 16. december 2009, 252 sider. Dansk titel: Ikke udkommet.

Resumé

Indtil for tre måneder siden har seksten-årigede Camelias liv været temmelig normalt. Men så dukker der en mystisk fyr med navnet Ben op på hendes skole som en ny elev og ændre på alt.

Rygtes for på en eller anden måde at være ansvarlig for sin eks-kærestes ulykke er Ben starks udstødt af alle på skolen. Bortset fra Camelia. I stedet er hun uforklarligt tiltrukket af Ben.. og hans berøring. Men snart modtager Camelia uhyggelige telefonopkald og mærkelige pakker med truende beskeder. Ben insisterer på, at hun er i fare, og at han kan hjælpe hende – men er han til at stole på? Hun ved, han skjuler noget, men han er ikke den eneste med en hemmelighed.

Min anmeldelse

Selvom min hjerne virkelig fik sin sag for sig igennem denne bog, var min lærer dog ikke helt så begejstret for, at jeg endte med at bruge noget af min skoledag på ”den slags tåbeligheder”. Man bliver konstant ved med at opbygge teorier og holder øjnene åbne for de ting, som måske vil betyde en stor rolle for hvem der egentlig er den onde i bogen – lige så god hjernegymnastisk som et papir proppet med ligninger. Så hvorfor har vi egentlig ikke sådan et fag i skolen?

Camelia var ude for en bilulykke, og blev reddet af en ukendt fyr. Da den præcis samme dreng går ind af skoledøren trodser hun sine venners advarsler og de nylige rygter, og beslutter sig at sige tak. Men han benægter uden at blinke, at han ikke ved, hvad hun snakker om, og forlader hende stående alene tilbage.

Han vil tydeligvis ikke have kontakt med Camelia, men til hans store forfærdelse, ender de sammen som et par i kemi. Fra start nægter han – drengen som hun nu ved hedder Ben – at sige meget til hende af gangen, men langsomt begynder der noget imellem dem. Og det går op for Camelia, at han holder noget skjult for hende, og grunden til hans eks-kæreste døde, kan have noget med hans hemmelighed af gøre.

I mellemtiden er Camelia begyndt at blive lidt bange. Der er en eller anden der bryder ind i hendes og hendes forældres hus og ligger beskeder, hun modtager billeder af hende selv fra forskellige steder henne, og nu begynder hun også at modtage telefonopkald fra en, som fortæller hende at han er tæt på, og at hun skal passe på.

Samtidig bryder Ben isen med at sige, at hun er i fare – betyder det, at han ved mere, end han giver sig ud for? Og måske er grunden til, at han ved så meget om det, fordi han i virkeligheden selv står bag det?

Efter hvert sving med siderne skiftede jeg sider, og selvom mit hoved egentlig hele tiden fortalte mig, at det ville være en smule for indlysende, hvis det rent faktisk var Ben, der var bag det hele, så havde jeg sommetider min tvivl. Hvad nu hvis..

Da man sad efter at have læst sidste side, gav man sig selv et mentalt spark, fordi det egentlig var så indlysende hele vejen igennem, hvordan det virkelig hang sammen.

Jeg kan godt lide at Laurie Faria Stolarz skriver på den måde, hun gør. Hun kaster ikke en masse teorier ind, og hendes hovedperson bliver bange – men ikke paranoid, og tror at alle er den skyldige. Det giver en mulighed for at tænke alt igennem selv, uden at få det skrevet fuldstændig ud i pap, og det var dejligt, at det var så frit at digte ideer og muligheder med sig selv igennem bogen.

Hovedpersonen Camelia har virkelig nogle gode egenskaber med sig, som jeg er virkelig glad for, hun besidder. Hun er styret af sin nysgerrighed, uden at det går hen og går for vidt, og hun holder fast på sig selv hele vejen igennem. Selvom man egentlig ikke høre meget til hendes tanker, så forstår man alligevel hvad der sker i hovedet på hende. Hun er en sød og rar hovedperson, som man tager positivt imod fra start.

Ben fascinerede mig. Jeg sad hele tiden og blev skiftevis varm og kold overfor ham, for der var jo en reel mulighed for, at han var the bad guy. Men min fascination var ikke noget, der blev taget fra mig på noget tidspunkt. Jeg føler, at jeg har lært ham at kende, men alligevel har jeg det som om, at der er mange flere sidder af ham, som jeg endnu ikke har set til.

Jeg undrede mig desuden over, hvorfor selve serien skulle kaldes for Touch, men det er indlysende, når man får den læst. Rent faktisk er det en god serietitel. Kort og godt, let at huske, fordi det er et vigtigt element i bogen.

Lige så snart jeg får opsnappet, hvor jeg kan få fingerne i den næste bog over nettet, så bliver det gjort! Den skulle nemlig være endnu bedre end denne her.

Information

Marskens Hemmelighed, første bind i serien, skrevet af Alex Uth. Udgivet af forlaget Phabel d. 26. september 2007, 199 sider.

Resumé

“En høj, mørk skikkelse ragede op i den tiltagende skumring. For tynd, for bøjelig, for forkert til at være et menneske. Vandet drev af tunge, lasede skørter der aldrig havde været rigtigt tøj, men mere nogens idé om hvordan menneskenes tøj måtte se ud. Selv på afstand kunne Heirik se de rådne knogler og sener, der stak ud mellem laserne. Dens fingre var for lange og benede, og hvidgrå som huden hos et lig der har ligget i vandet. Det var ikke et levende væsens krop. Men søgræs og rådne siv gled frem og tilbage over dens nøgne, benede skuldre, hver gang det lange, hovne ansigt drejede sig.
Tenur.
De var kommet efter ham.”

Heirik ofrer sit hjerte til marsken for at blive voksen. Men dybet afviser hans gave, og i stedet for at blive som de andre voksne i bygden – bange, svage, falske – fyldes Heirik af en underlig frygtløshed der bringer ham på kant med det lille samfund. Og med det Stille Folk, Tenur, de der bor i marskens mørke vand.

Min anmeldelse

Alex Uth er en af tre debuterende forfattere fra Phabels “unge drager” tilbage fra år 2007. En af de andre derfra var Anders Villy Ehrenreich Eriksen med bogen Lucifers fængsel, som jeg var ret tilfreds med. Så jeg var fyldt med relative positive tanker om Marskens hemmelighed, før jeg gik igang med at læse. Marskens Konge er for nyligt blevet udgivet som en efterfølger udgivet af People’s Press og er egentlig grunden til, at jeg ville læse Marskens Hemmelighed i første omgang. People’s Press er nemlig rigtig gode til at ramme mig med deres udgivelser – for det meste.

Heiriks mor er fastlænder og begik selvmord under marskens konstante pres. Forventningerne for alle omkring ham er meget små, da de ser det som om, at han har dårligt blod. Det er blevet Heiriks tur til at give sit hjerte til marsken, i gengæld for at blive erklæret voksen. Men da han kaster sit offer igennem hulet i isen, bliver det starten af store ændringer. Det i hullet ser hans offer men afviser det, og det starter en masse dystre hændelser, som måske vil ende med at rive det lille samfund itu.

Plottet er rigtig godt sat sammen, men det lykkes mig ikke at blive revet med af deres samfund. Man får en masse fortælling af småting med sig, som i længden bliver langtrukken at være en del af, da det ofte slet ikke har betydning for bogen.

Som sagt, havde jeg utrolig svært ved at acceptere hans samfund. Der var intet usædvanligt ved det, og jeg synes egentlig, at jeg gentagende gange har set det samfund, som bogen viser for os. Det var en stor skuffende, og uoriginalt at være læser til.

Heirik er noget yngre end jeg selv, og jeg kunne virkelig ikke leve mig ind i hans syn på verden omkring sig. Han virkede for intetsigende og umoden i nogle perioder for mine øjne, og hans barnlige syn på Uth er direkte irriterende. Uth derimod er en ret spændende karakter i bogen.

Man må bestemt fastslå at Marskens Hemmelighed har en meget åben slutning. Jeg er dog kommet meget i tvivl om, hvorvidt jeg vil begive mig til at læse Marskens Konge, men det må tiden vel vise. Det kan i hvert fald konstateres, at bogen her er for yngre læsere, end jeg selv.

Information
Cross My Heart And Hope To Spy, andet bind i serien Gallagher Girls, skrevet af Ally Carter. Udgivet af forlaget Hyperion d. 2. oktober 2007, 240 sider. Dansk titel: Ikke udkommet.

Resumé
Efter at Cammie Morgan blev tvunget til at opgive sin første kæreste Josh, er alt hvad hun ønsker bare et fredeligt semester. Men det er lettere sagt end gjort.

Måske har Cammie en IQ som et geni og er studerende på landet største skole, men da hun begynder foråssemestret af hendes sophomore år, er der en masse ting hun stadig ikke kender til. Som, vil hendes ex-kæreste overhovedet huske, at hun findes? Hvor meget ballade kom der egentlig ud af alt det, der skete sidste semester? Og mest af alt, hvorfor er det hendes mor opfører sig så underligt for tiden?

Cammie har endnu en lektion at lære: Når man går på en skole for spioner, er intet nogensinde som det ser ud til at være.

Min anmeldelse
Jeg er bestemt mere til denne bog end den første i serien, I’d Tell You I Love You, but Then I’d Have to Kill You. Måske er det fordi jeg er kommet ordenlig ind i skrivemåden, så tog ikke så meget af min tid, som den anden bog gjorde. Hvem ved?

Cammie er godt og vel din normale typiske teenage pige; Drenge problemer, forældre problemer, tøj, skolefester and so on, er hendes store problemer i hverdagen. Atypisk, fordi det alt sammen foregår på Gallagher Akademiet for Ekstraordinære Unge Kvinder, som udefra ser ud som en snobbet kostskole, men faktisk er USAs førende spion-skole for piger, komplet med klasser som “Covert Operations” og en masse seje spion gadgets.

Men noget tyder på at de vist ikke er de eneste i landet der har samme cover. En drenge skole for spioner findes også derude, og nu fordi det ikke længere er en hemmelighed, erklærer Cammies mor – skolens rektor - at de nu vil se mere til hinanden. Og derfra bliver et omvekslingsprogram lavet.

Pigerne på skolen er ellevilde over, at der nu går drenge rundt – som oveni er spioner som dem! – bag skolens mure. Og den ene af drengene, Zach er ikke bange for at vise hvad han føler for Cammie, men Cammie kan ikke fordrage ham – vel? Og hendes hjerte banker stadig for hendes ekskæreste Josh, som åbenbart nu har fundet sammen med DeeDee.

Først, så er jeg rigtig vild med i disse bøger er de mandlige karakterer, særligt Zach. Jeg mener, han ser jo skøn ud, og han kan beskytte mig – og hvem ikke lide det? Det er også rigtig fedt ved ham, at han er ikke så meget som tøver omkring at fortælle Cammie hans følelser for hende. Han virker så sød, og med en god attitude over sig.

Dybest set irriterer Cammie mig. Hun er altid så.. pivende, om alt Josh relateret. Og hun ser eller tænker konstant tilbage om ham, så meget at det bliver for meget. Jeg forstår at hun er virkelig ked af alt der er sket, men hvorfor så blive ved med konstant at rive sig ned i et sort hul over det? Det er jo bare at komme videre. Og det går mig på nerverne, at hun ikke vil indse det.

Plottet var i sin almindelighed helt fint. Men jeg synes der manglede noget action. Oveni er det som om, at plottet ikke havde meget mere at byde på, udover dne åbenlyse kemi mellem Zach og Cammie. Og ja, jeg kan stadig rigtig godt lide ham!

En ting jeg virkelig nød, var den mystiske isme om Blackthorn Institute, og hvor der var tidspunkter hvor det var virkelig forvirrende om hvorvidt de var på Gallagher Akademiet i forsøg på at sabotere skolen eller ej. Det tilføjede nogle elementer af overraskelse i fortællingen, og det var temmelig forfriskende.

Samlet fandt jeg Cross My Heart og håber at Spy som en god efterfølger til serien, og jeg regner bestemt med at få læst længere ind i serien.

Information
Frostbite, andet bind i serien Vampire Academy, skrevet af Richelle Mead. Udgivet af forlaget Razorbill d. 11. maj 2008, 336 sider. Dansk titel: Isnende bid.

Resumé
Det er vinterferie på Skt. Vladimirs Akademiet, men Rose føler sig alt andet end festlig. Et massivt Strigoi angreb har sat skolen på højt beredskab, og nu er Akademiet fyld med vogtere – herunder Roses mor Janine Hathaway.

Som om hendes hånd-mod-hånd kamp mod hendes mor ikke var slemt nok, har Roses vejleder Demitri sine øjne på en anden, hendes ven Mason har en kæmpe forelskelse på hende, og Rose bliver gentagende gange revet ind i Lissas hoved, mens hun er igang med at kysse med sin kæreste, Christian!

Akademiet tager ingen risiko. Den årlige skitur er obligatorisk. Men det flotte vinterlandskab skaber illusionen om sikkerhed. Da tre venner kører væk for at lave et angreb imod de dødbringende Strigoi’er, er Rose og Christian nød til at redde dem. Men heltemodighed kommer sjældent uden en pris.

Min anmeldelse
Jeg så meget frem til endelig at læse Frostbite, og endnu engang være en del af Vampire Academys univers, og møde alle karakterene igen, præcis som når man savner bekendte efter en lang sommerferie. Den er bestemt en smule bedre end første bog, som jeg fandt en smule svært at komme igennem til tider.

Rose fortæller kort i starten af bogen med et resume af den forrige bog, så man lige bliver genopfrisket på det hele igen, og så bliver man ellers skyllet ud i fortsættelsen på Roses fortælling på Skt. Vladimirs Akademiet.

Rose er fyldt med en masse følelser. Hendes drømme om Dimitri er svære at skubbe væk, og han har ikke vist tegn på at han stadig føler noget for hende. Hendes ven Mason begynder at vise, at han er interesseret i mere end et venskab, og hun forsøger at komme videre og danne par med Mason. Og så er der også Adrian som er begyndt at vise interesse.

Men hun kan alligevel ikke undertrykke hendes længsel efter Dimitri, hvor meget hun end prøver, og da Dimitri begynder at kigge godt efter en anden, er Rose fyldt med splittet følelser.

Lissa og Rose er samtidig ved at miste deres tætte kontakt, fordi Lissas nye kæreste Christian har taget en ekstra plads i hendes hjerte. Det er svært for Rose at acceptere at det ikke længere kun er Lissa og hende.

Da Rose bliver taget af Dimitri til en prøve af en bedømt vogter, finder de et blodbad istedet. Stigoi har sluttet sig sammen og angrebet en af de mange Moroi kongelige familier. Tilbage på Arkedemiet bliver der skabt panik.

Man kommer igennem en følelsesmæssig rutsjebane, og selvom der sker noget i bogen, er det stadig Roses indre oprør, der kommer først. Det er rigtig rart til en forveksling at hovedfokuset er på hovedpersonens følelser, frem for noget action-relateret. Det gør, at Frostbite skiller sig ud fra mange vampyr-serier.

Igennem Frostbite bliver Rose stille voksen, og jeg elsker hendes udvikling igennem bogen. Hun starter ud med at være en lidt mudt teenager, og ender som en der snart kan kalde sig en kvinde. Og hendes udvikling bliver lavet så diskret, at man slet ikke tænker over, at hun ændre sig en smule fra hvert kapitel – på den gode måde – samtidig med, at hun stadig er tro mod sin personlighed. Det er fedt at se!

Min kærlighed for Dimitri er dog ved at forsvinde en smule. Han har en tendens til at bygge en mur omkring sig, og holde folk på afstand. Det får ham tit til at virke kold og reserveret, og jeg vil ikke se ham sådan! Jeg vil se hans rigtige personlighed fra forrige bog.

Men selvom Dimitri er begyndt at blive en smule irriterende for mig, så er jeg bestemt stadig frisk på at fortsætte denne serie!

Information
Glass, andet bind i serien Crank, skrevet af Ellen Hopkins. Udgivet af forlaget Simon Pulse d. 7. april 2009, 704 sider. Dansk titel: Ikke udkommet.

Resumé
En efterfølger til Crank, denne rystende og foruroligende kig på afhængelighed, og hvordan hovedpersonen Kristina Snow tænker, hun kan bruge narkotika til at kontrollere konsekvenserne.

Nu med en baby at passe, er hun fast besluttet på at være den der bestemmer, hvornår og hvor meget, den der har det sidste ord. Men Monstret er for stærkt, og før hun ved af det er hun tilbage i Monsterets greb.

Hun har brug for Monstret til at holde sig igang og klare presset fra hverdagen. Hun vil være alt for det, herunder at opgive det eneste, der gør hende virkelig lykkelig.

Min anmeldelse

Jeg ved ikke hvad, jeg forventede, da jeg valgte at læse fortsættelsen til Crank. Til sidst i forrige bog er Kristina langsomt på vej ud af sit misbrug, og handlingen for Glass halter ligesom lidt af den grund. Man – eller jeg – opfattede det sådan at hun til sidst endte med at “se lyset” på den anden side af tunnelen.

Men hendes gode periode holder ikke længe. Kristina er langsomt ved at falde ind i gamle vaner, og at hun falder for den upålidelige drengen Trey hjælper ikke på det. Hendes mor har smidt Kristina ud af huset, og hun ser sjældent noget til Hunter, som har glemt hende, hver gang hun ser ham. Hun føler sig alene som aldrig før, og hun vender tilbage til sin gamle verden fyldt med stoffer og druk.

I første bog kunne jeg let relatere til Kristina, men denne gang blev jeg fyld med vrede mod hende, og de valg hun vælger at tage. Det er uforståeligt for mig, at hun vælger at smide alt det ansvar på hendes skuldre væk konstant. Alligevel rammer hun et virkelig ømt punkt, og når hun fortæller om hendes tanker, føler man med hende. Virkelig føler med hende.

Jeg fik et kæmpe hul i maven af og til, fordi jeg bare kunne føle hendes tomhed, hendes overgivelse.

Plottet virkede en smule kedeligt og langsomt. Jeg føler, at jeg allerede fik Kristinas historie, blev introducere til hendes verden og fik en ordenlig afslutning på den i Crank. Så det er med både varme og kolde følelser at jeg fik Glass læst. Misforstå mig ikke, for selve fortællingen er ufattelig medrivende… men jeg kan bare ikke være med hele vejen. Selvom jeg forfærdelig gerne ville kunne.

Endnu engang er jeg imponeret over Ellen Hopkins’ måde at forme sine ord på. Det er og bliver formidabelt at få lov at være en del af! Det er så unikt, og fantastisk.

Bree fascinerende mig endnu engang med hendes personlighed. Der var intet nyt i den, men den gode vovede og uforudsigelige personlighed er virkelig godt sat sammen, at den holder den endnu en bog igennem.

Næste bog i serien har Hunter som hovedperson. Jeg har planer om at læse den, mest fordi at jeg godt vil læse en bog mere fra Ellen Hopkins hvor det er en anden hovedperson, og for at vide mere om Hunters opvækst. Ham hører man ikke meget om, så at høre hvordan det har påvirket ham at være en så lille del af sin mors liv, er noget jeg gerne vil vide noget om.

Information

Wondrous Strange, første bind i serien af samme navn, skrevet af Lesley Livingston. Udgivet af forlaget HarperTeen d. 23. december 2008, 328 sider. Dansk titel: Kelley.

Resumé

For syttenårigede skuespillerinde Kelley Winslow er feer bare noget fra barndommens historier. Så møder hun Sonny Flannery med stål-grå øjne, og med en lige så stålsat vilje om at beskytte hende.

Sonny bevogter Samhain Gate, der forbinder det dødelige rige med feernes fortryllende, farlige Otherword. Den holdes normalt lukket af ordre fra den kolde Konge Auberon, som kun tillader at lade den stå åben en gang om året.

Noget skal til at ske. Noget forundrende og underligt..

Min anmeldelse

En smule forhåbningsfuld og en smule kritisk, gik jeg igang med denne bog. Da jeg lagde den fra mig følte jeg mig fascineret, imponeret og spændt på den næste bog i serien.

Kelley Winslows er lige flyttet til New York og arbejder nu på et teater som skuespillerinde. Hendes drømme er ved at gå i opfyldelse, men desværre går det ikke helt så godt med at huske hendes replikker, som hun kunne ønske sig. Da hun går og øver over i parken støder hun ind i Sonny.

Han fører hende ind i en verden, det viser sig hun har mere tilfælles med, end hvad hun først troede – hvad både hende og Sonny troede. Den verden hvor feer er virkelige og hvor hesten i Kelleys badekar ikke bare er en hest. En masse ting bliver forandret, da det virkelig går op for Kelley, hvor meget hun egentlig er tilknyttet den før ukendte verden.

Selvom plottet i Wondrous Stange er klokkeklart og ikke er videre svært at trylle frem, så er det skrevet og opbygget fantastisk. Hendes forarbejde for feerne og deres verden kan tydeligt ses, og hendes entusiasme for at skrive kunne virkelig mærkes.

Det der går mig en smule på, er at man ikke får lov til at besøge feernes verden. Man får en masse af vide om stedet, men det giver noget andet at få en direkte beskrivelse af stedet for Kelleys øjne. Så jeg satser på at det kommer til at ske i den næste bog i serien.. eller den næste igen. Jeg vil i hvert fald følge trofast med i de fortsættende bøger om Kelley.

Kelley er en utrolig god sammensat karakter. Hun har dybte, og du lærer hende at kende temmelig hurtigt. Samtidig er hun utrolig let at relatere til.
Dog er jeg en smule muggen over måden hvorpå hendes navn staves. Jeg vil have hun skal hedde Kelly – ikke Kelley. Men det er nu småting, som ikke generende mig da jeg læste bogen. Kun fordi jeg nu hele tiden vil have hendes navn skal staves uden det ekstra ‘e’ midt i det hele.

Det var samtidig en god ide at vise os meget tydeligt, at Shakespeare muligvis vidste mere om feernes hof, end vi umiddelbart først troede. Det er en lille ting, men en spøjs detalje at hive med ind i bogen.

Det er bestemt en mere elskværdig bog end fe-bogen Wicked Lovely (DK: Mørk Lykke). Denne her er tons gange meget bedre! Så kast den serie væk og begiv dig igang med denne serie istedet for. Wondrous Strange vil bestemt være mere spændende og fængende end Wicked Lovelys univers.

Information
Shattered Mirror, trejde bog i serien Den of Shadows, skrevet af Amelia Atwater-Rhodes. Udgivet af forlaget Delacorte Books for Young d. 3. december 2001, 240 sider. Dansk titel: Ikke udkommet.

Resumé

For en tilfældig observatør, ser Christopher Ravena og Sarah Vida ud som normale High School studerende. Men han er en vampyr som lever af menneskeblod, og hun en heks, en datter af en af de mest magtfulde vampyr-jægere.

Selvom de burde være fjender, er Christopher tiltrukket af Sarah, og han forfølger hende. Langsomt, uden nogen mening, finder Sarah sig selv overvundet af hans følsomhed, hans mildhed, hans venlighed.

Men hans fortid og hendes fremtid kollidere, når de begge bliver involveret i Nikolas, en af de mest udskældte vampyrer nogensinde. Pludselig er en hverden hvor rigtigt og forkert normalt er så klart som sort og hvidt, bliver nu fyldt med grå nuancer.

.
Min anmeldelse
Jeg er begyndt at vende mig til at Amelia Atwater-Rhodes’ bøger ikke er de længste og mest detaljeret bøger der findes derude. Jeg har dog stadig ikke fået læst den første af bøgerne endnu – men det skal jeg nok få gjort før eller siden. Shattered Mirror er i hvert fald den bedste af de to bøger i serien, som jeg har læst. Jeg nød den her rigtig meget!

Sarah Tigress Vida er den yngste af en lang linje af vampyrjægere og hekse. Hun har lovet at jage Nikolas, vampyren der har dræbt hekse på stribe. Hun bliver sendt på en ny skole, og til hendes rædsel møder hun et søskendepar som begge er vampyrer. De insisterer på at være venner, på trods af hendes herkomst. Til hendes forfærdelse konstaterer hun hurtigt, at hun føler til tiltrukket af vampyren Christopher, den ene halvdel af søskendeparet.

Hendes liv bliver forandret, da hun endelig fanger Nikolas, blot for at finde ud af, at han er Christophers identiske tvilling.

Jeg kan godt lide, hvordan hver bog i serien er uafhængelige af hinanden, og udforsker forskellige linjer af vampyrer og stamtræer.

I anden bog havde man Jessica som hovedperson, og det var jeg ikke meget begejstreret for. Denne bog handler om Sarah, og denne pige kan jeg godt lide. Hun er lang mere troværdig, og hendes gåpåmod gør hende dejlig! Hun er et dejlig pust i bogen.

Dog er tvillingerne Christopher og Nikolas alt for ens i deres personlighedtræk. Selvom de er tvillinger, har de stadig hver deres personlighed, væremåde, og talemåde. Men disse to var helt identisk. Oveni virkede de begge overfladiske, og jeg kunne ikke rigtigt gøre mig klog på nogle af dem.

Jeg har en ide om, at Amelia Atwater-Rhodes har det en smule svært ved at sætte en personlighed sammen for det andet køn, for i forrige bog havde jeg også samme problem med drengen.

Plottet i fortællingen er gennemtænkt men ret nemt at gennemskue. Man får ikke nogle store overraskelser igennem bogen, og i starten af bogen føles det som om, man bliver revet igennem. Alligevel er jeg så godt som opslugt, da jeg kommer halvvejs ind i historien, og selvom slutningen ikke var som jeg havde forventet – hvilket er en god ting! – så var den absolut god alligevel.

Selvom serien fortsætter med at have nogle fejl, så er dette bestemt en forbedring for anden bog i serien, som jeg har læst. Shattered Mirror er god på sin egen måde, på trods af sine fejl. Hvilket er mere end hvad jeg kunne sige om bogen forgænger.

Information

Den aften alt gik amok, en del af serien Zoom On – kan læses som alenestående roman, skrevet af Mats Berggren. Udgivet af forlaget Forum d. 30. august 2006, 174 sider. Original titel: En enda kväll.

Resumé

Martin og Ez er kærester, men der er ting, de ikke ved om hinanden. I toget ser de en megt smuk pige, Maria. Hun glemmer sin bærbare computer i toget, og Martin opsøger hende.

Noget sker mellem Maria og Martin den aften, hvor alt går amok. En aften på kanten af liv og død, hvor også kærligheden sættes på prøve.

Min anmeldelse

Jeg er bestemt ikke en fan af denne bog. Plottet er skuffende, karakterene er kun halvt sammensat, og skrivningen er ikke noget at råbe hurra for.

Kæresteparet Martin og Ez ser Maria i toget. Martin synes Maria er fantastisk smuk, og føler sig tryllebundet med det samme. Da Maria skynder sig ud af toget glemmer hun sin bærbar computer, og Martin vælger at tage den med sig og ender med at kigge rundt i hvad hun har liggende på den.

Maria har åbenbart planer om samme aften at begå selvmord, ifølge en dagbog som hun har liggende på sin computer. Martin vil hjælpe hende, Men kan drengen fra slummen nå ind til overklassepigen og forhindre det?

I computertasken står der hendes navn og adresse, og han vælger at opsøg hende for at give hende computeren tilbage, og samtidig konfrontere hende med det. Men Marias mor er i samme lokale og han forlader huset igen. Men kun for at dukke op lige efter hendes mor for lader stedet igen.

Titlen på bogen overdriver hvad der egentlig foregår. Jeg forestillede mig noget stort og… amok-agtigt. Men det er det egentlig ikke.

Bogen tager udgangspunkt i de mørke sider af teenagelivet og om selvmord, men forfatteren har slet ikke føling med noget af det overhovedet, og det bliver noget værre omgang kludder at være læser til.

Oveni er Martins lille identitetkrise irriterende, Ez er bare i det hele taget irriterende, og Maria får jeg slet ikke indblik i. Man kommer ikke på et tidspunkt ind i hovedet på nogen af personerne – ikke nok til at kunne forstå deres handlinger i hvert fald. Jeg kan ikke sige at de ikke har personligheder, for der er skyggen af noget i hver af dem, men de mangler bestemt at blive finpudset.

Skriveformen er let og hurtig at læse, men uden nogen detaljer om omgivelser. Du får af vide at Martin er fra det fattige kvarter, og at Maria er fra det rige, men hvordan ser der ud de forskellige steder? Jeg vil have flere ord på det!

Der er utallige mangler i den her bog, og jeg anbefaler den bestemt ikke videre. Måske skulle Mats Berggren få sig et skrivekursus eller sådan noget?